Vejrvarsler

Vejrvarsler

Meteorologerne har i nogen tid talt om, at vi måske får en hård vinter, bl.a. på grund af El Niño som skulle blive særligt kraftig i år.

Pibesvanerne har åbenbart samme opfattelse. I fuglereservatet i Slimbridge, i det vestlige England, nord for Bristol har den første pibesvane vist sig, og det er det tidligste i de seneste 50 år.

Pibesvanen yngler i den arktiske zone hele vejen rundt om Nordpolen, og de sibiriske pibesvaner overvintrer i det vestlige Europa, og de trækker derfor igennem Rusland på vej til deres vinterkvarterer. Der er efter sigende et russisk ordsprog/vejrvarsel der siger “svanen kommer med sne på næbbet”, og det stemmer med, at pibesvanerne ofte trækker lige foran de første kuldefremstød. I år passer det med, at der i det vestlige Rusland og Østeuropa er koldere end sædvanligt.

Om det er et varsel for det danske vintervejr må dog stå hen i det uvisse. De pibesvaner, der trækker igennem Danmark, ser ud til at holde sig indenfor deres sædvanlige tidsplan, med første observationer i de allersidste dage af september/begyndelsen af oktober.

I Slimbridge har man i øvrigt, siden 1963, holdt nøje øje med de overvintrende pibesvaner, og man går så vidt, at man giver de enkelt svaner navne (de kan skelnes individuelt på fordelingen af det gule og sorte på næbbet). Pibesvanen som er ankommet, har man valgt at kalde “Record Breaker”. Det er en 1 år gammel svane, som også overvintrede i Slimbridge sidste år (sammen med familien), men hvor man ikke nåede at få den givet navn.

Med venlig hilsen

Bjarne Bo