Pest eller kolera – eller valget imellem at dø af kulde eller af en klo

Pest eller kolera – valget imellem at dø af kulde eller af en klo

Vinteren er overstået, og den har hos os, som bekendt, været meget mild. Det har derfor nok ikke toldet så voldsomt i småfuglebestandene, som hårde vintre gør.

De hårde vintre kan være svære at komme igennem for småfuglene, dagene er korte og nætterne er lange, så indtægtssiden er mindre en udgiftssiden.

For at sikre sig at komme igennem nætterne, øger de fleste småfugle deres fedtreserver i vintermånederne i forhold til resten af året, og de sørger for tidligst muligt på dagen at få lagt et ekstra lag på. Typisk vejer de imellem 7 og 10% mere om aftenen, når de går til ro, end de gør om morgenen, når de har forbrændt  deres reserver for at holde kropstemperaturen oppe.

Hvis alt andet var lige, ville det være fint, og de kunne i løbet af dagen i ro og mag sikre sig energireserverne til natten,  men det er det ikke.

Den øgede vægt gør at de bliver noget mere gumpetunge, og det tager længere tid for dem at lette og stige til vejrs, ikke meget, men åbenbart nok til at gøre forskellen på at undgå spurvehøgens klo eller ikke!

Småfuglene må således balancere imellem at have tilstrækkeligt med energireserver til at stå natten igennem, og deres evne til hurtigt at komme væk, hvis der er en spurvehøg der angriber.

Lave temperaturer og usikker fødetilgængelighed presser således fuglene til at øge vægten, tilstedeværelsen af spurvehøge presser fuglene til at mindske vægten.

Effekten af tilstedeværelsen af spurvehøge har man kunnet konstatere i Wytham skovene nær Oxford, hvor man igennem mange år og i detaljer har studeret musvitternes biologi.

Spurvehøgen forsvandt som ynglefugl i Wytham i begyndelsen af 1950erne, på grund af brugen af DDT. De begyndte først at yngle igen i 1973.

Man har data på musvitternes vægt fra tiden inden spurvehøgen forsvandt og op til nu. Det har vist sige at i perioden, hvor der ingen spurvehøge var, var vintervægten af musvitterne betydeligt højere end i perioden før spurvehøgene forsvandt og i perioden efter at de kom tilbage. I områder hvor spurvehøgene holdt stand, har man ikke set tilsvarende forøgelse af musvitternes vintervægt.

Det tolkes således, at musvitterne, det gælder i øvrigt en hel række fuglearter, er i stand til at vurdere og tilpasse sig de forskellige forhold og risici, og at de når der er risiko for at blive taget af en spurvehøg holder vægten nede.

En svær, men nødvendig balancegang imellem at død af kulde, eller spurvehøgens klo.

Mvh

Bjarne Bo