Morgenstund har støj i mund

Som jeg skrev om i går, er der en del af vore fugle, der begynder “forårssangen” allerede om vinteren. En af dem er solsorten, som på gode dage i februar kan begynde at øve sig med den såkaldte subsang. Faktisk er der enkelte der ytrer sig  det meste af året. Jeg har selv oplevet solsortsang en juleaftensdag, tidligt om morgenen.

Solsorten var tidligere, for 100-150 år siden, udelukkende en skovfugl, men i vore dage bor de fleste, som os, i byer eller landsbyer.

I skoven er der om natten og morgenen stille og roligt, og solsorten begynder at synge i dæmringen,  omkring en time før solopgang, når det borgerlige tusmørke sætter ind.

I byerne er udfordringen lidt anderledes, der er ofte lys hele natten, og om morgen, i myldretiden når folk skal på arbejde stiger Støjniveauet gevaldigt. Fuglene, her solsortene, reagerer på det høje støjniveau ved b.la. at hæve stemmen, både hvad angår styrke og tonehøjde. Stemmestyrken, for direkte at konkurrere med støjen, og tonehøjden for at synge i et frekvensområde, hvor støjen ikke er så kraftig. Den menneskeskabte støj er forholdsvis lavfrekvent, og ligger i underkanten af de fleste fugles stemmeleje. Hæver fuglene så tonehøjden lidt, undgår de den værste maskering af deres sang og kommunikation.

Solsortene reagerer også adfærdsmæssigt på lys og støj. En  undersøgelse i Leipzig, hvor man har parker der meget ligner de naturlige natmørke og stille levesteder, solsortene har, til parker med lys, og naturligvis meget oplyste og støjende områder. I de stille parker begyndte solsortene morgensangen på stort set samme tidspunkt som i skovområder, altså ca. en time før solopgang. I de oplyste men stadigvæk relativt stille parker begyndte solsortene morgensangen ½ til godt 1 time tidligere. I område med megen støj i myldretiden begyndte solsortene morgensangen endnu tidligere, op til 2 timer tidligere end normalt, altså tre timer før solopgang. Det sidste, naturligvis for at nå, at vise sin tilstedeværelse, og sende sine beskeder ud, før de ellers ville drukne i trafikstøjen.

Mvh

Bjarne Bo

Læs mere om fugle i byen, se under fuglenes biologi fuglenes urbanisering