Hårde frø – hårde vilkår

En af rørskovens små beboere er skægmejsen. Det er en forholdsvis ny ynglefugl i Danmark, de første blev konstateret i midten af 1960erne i Sønderjylland, men nu er de udbredt over det meste af landet, fortrinsvis i kyst og fjordområdernes rørskove, men dog også ved nogle af vore større indsøer. Om vinteren består skægmejsens føde for størstedelens vedkommende af frø fra tagrør, som er svært fordøjelige, men skægmejsen har tilpasset sig

Inden vi kommer skægmejsens fødevalg og fordøjelse, dog lige en kort gennemgang af opbygningen af fuglenes fordøjelseskanal.
Fuglenes fordøjelseskanaler noget anderledes, og lidt mere kompliceret end vores egen.

Den første forskel dukker straks op, fuglene har næb, men mangler tænder, og selvom næbbet hos nogle fugle har riller og kanter, der hos nogle arter (f.eks. kernebidere, der kan knuse frugtstene) til en vis grad erstatter tændernes funktion, er næbbet i de fleste tilfælde ikke velegnet til at knuse eller findele føden, og den sluges for det meste i større eller mindre stykker. Efter næbbet kommer, som hos os, spiserøret, men nogle arter, f.eks. duer har en udvidelse på spiserøret, en kro, som anvendes til at opsamle føde. Den opsamlede føde kan så, enten ædes senere, på et sikkert sted, eller bringes til ungerne. Efter kroen komme en formave, eller kirtelmave, som i det store og hele fungerer som vor egen mave, med udskillelse af saltsyre og fordøjelsesenzymer. Hos os passerer føden derefter direkte til tarmen, hvor den enzymatiske fordøjelse fortsætter. Hos fuglene, derimod, er der her indskudt et ekstra led, i form af en muskelmave, kråsen. Kråsen er opbygget af nogle meget kraftige muskler, og inderst med en meget robust nærmest sandpapiragtig væg, der kan modstår de voldsomme mekaniske påvirkninger. Kalkuner kan finde på at sluge stor fødeemner helt, og kan f.eks. med kråsen, knuse adskillige valnødder i timen, (der er endog et eksempel på at selv et skalpelblad kan findeles), og selvom de fleste rovfugle gylper ufordøjelige rester op, er nogle i stand til at knuse selv større ben med kråsen. I mange tilfælde sluger fuglene sten, som lander i kråsen, og som hjælper med til at male eller findele føden. Fra kråsen fortsætter føden til tarmen.

Skægmejsens føde består om foråret og sommeren hovedsagligt af insekter og andre små hvirvelløse dyr. I efterårs og vinterperioden, fra september/oktober består føden i langt overvejende grad af plantefrø, og især frø fra tagrør. De små tagrørsfrø er meget hårdskallede, er derfor vanskeligt fordøjelige, og de svære at knuse med næbbet. Skægmejsens fordøjelsessystem er imidlertid specialiseret i netop den type frø. I september/oktober når mængden af insekter og andre hvirvelløse dyr aftager, og skægmejsen går over til at æde frø, ændrer kråsens størrelse og struktur sig samtidigt, fra i sommerperioden, når føden består af insekter, at veje fra ½ til ¾ gram, vokser den til at veje fra lidt under 1 til 1¼ gram. Desuden bliver den inderste væg tykkere og hårdere, og der tilføres småsten. Det ser ud til, at det om efteråret er ændringen i dagenes længde der sætter forandringerne i gang. Om foråret derimod, tyder det på, er det fødetilgængelighed og måske temperaturen der styrer udviklingen tilbage til kråsens mindre og blødere sommerstruktur, tilpasset de lettere fordøjelige insekter og andre hvirvelløse dyr. Hårde vintre udgør naturligvis en stor risiko for skægmejserne, men næsten farligere er en mild vinter, der afsluttes med en kold periode, og et koldt forår, da der så ikke er tilstrækkeligt med insekter, men hvor kråsen allerede har fået en struktur, der ikke er effektiv til at behandle de hårde tagrørsfrø. I sådanne situationer, kan en stor del af skægmejserne gå til.

Læs mere om skægmejsen på “Fuglehåndbogen på Nettet” http://fuglehaandbogen.dk/skaegmejse/

Mvh

Bjarne Bo