Fugletrækket – myter og forestillinger

Fugletrækket – myter og forestillinger

Fugletræk har gennem tiderne fascineret mennesket. De første kendte afbildninger der antyder, at man bemærkede/udnyttede trækfuglene,  så dagens lys i Ægypten, allerede 1400 år før vor tidsregning. Her er der på en gravplads for en højere rangerende bogholder Nebamun afbildet, hvorledes han er  i færd med at fange fugle der flyver i flok, formentligt trækfugle.

Aristoteles (384-322 før vor tidsregning) , skrev “Undersøgelser om Dyr” eller “Historien om Dyr”, et værk der blev standardværket om naturen helt op i Middelalderen. Heri beskriver han også forskellige sider af fugletrækket, f.eks. at de æder sig fede om efteråret, men at de, når de ankommer, om foråret, er i bedre kondition (uden fedtdepoter). Han beskriver også traners træk fra Skythien (egnene nord for Sortehavet og det Kaspiske Hav til områder omkring Nilens udspring). Alt i alt fine beskrivelser af virkeligheden.

Aristoteles var imidlertid også ophavsmand til nogle mere tvivlsomme forklaringer. Han havde bemærket, at rødstjerterne (Afrikatrækkere) forsvandt om vinteren, men at de blev erstattet af rødhalse. Hans forklaring på dette fænomen var, at rødstjerterne transformerede sig til rødhalse om vinteren (se link neden for), og på samme måde blev havesangere til munke. Havesangerne er alle Afrikatrækkere, men en del munke bliver i Middelhavsområdet i vinterperioden.

En anden myte stammer fra engelske og irske munke, der havde den teori, at bramgæs egentligt var krebsdyr. Bramgæssene forsvandt om foråret og sommeren, og kom tilbage fra deres arktiske ynglepladser  i løbet af efteråret. Munkenes teori gik ud på, at langhalse, et krebsdyr der sidder på sten og drivtømmer (se link neden for), var unger af bramgæs, og som i løbet af sommeren og efteråret udviklede sig til voksne bramgæs. Det havde desuden den fordel for munkene, at de kunne spise bramgæs i fasteperioden, da de var krebsdyr fra havet og derfor ikke var forbudt føde i fasten. Det blev dog  i 1215 forbudt af pave Innocent III.

Aristoteles er nok også ophavsmand til, eller i det mindste den der har nedskrevet, at nogle svaler overvintrer i klippesprækker eller hulheder i murværk, og at de samtidigt fælder alle fjerene og overvintrer nøgne i hulhederne. Ifølge Aristoteles skulle nogle glenter også overvintre i lignede skjulesteder.

En anden svalemyte er, at de overvintrer på bunden af søer. Selv Carl von Linné, en anerkendt biolog der udviklede det systematiske system med entydig videnskabelig navngivning, mente en overgang også, at det forholdt sig sådan. Han ændrede dog mening. En forklaring på teorien er formentligt, at de første steder, hvor man om foråret ser svaler er over søer, hvor de ofte flyver lavt hen over vandet for at fange insekter. Folketroen, som blev nedskrevet af den svenske biskop Olav Magnusson i 1500 tallet, og som detaljeret forklarer hvordan fisker ofte fanger svaler, når de trækker vod, og  detaljeret beskriver, hvordan de  samles tæt, næb mod næb, fødder mod fødder, og vinger mod vinger, for derefter at glide ned i vandet. Forestillingen holdt sig flere hundrede år.

Trækmyter

Ornitologerne fortsatte med at undre sig over, hvor fuglene blev af om vinteren, og en af de mere fantasifulde, men seriøst mente, var, at trækfuglene fløj til månen om vinteren, og det blev endda beregnet, hvor lang tid det ville tage, ca. 60 dage, med en flyvehastighed på ca. 200 km i timen. Den høje hastighed kunne lade sig gøre, da de et stort stykke af vejen ville flyve i meget tynd luft uden den store modstand. Skriftet blev første gang udgivet anonymt i 1703,  men det er sandsynligvis blevet udfærdiget tidligere, af en lærd englænder, Charles Morton, der døde i 1698 og som blev vicerektor på Harward i USA.

Det blev også bemærket, hvordan nogle af de større fuglearter fløj i V-formation, og Aristoteles tilskrev det fuglenes indbyrdes hierarki, hvor det altid var den samme fugl, deres leder, der fløj i front. Cicero, som levede i det sidste århundrede før vor tidsregning havde imidlertid bemærket, at individerne undertiden skiftede plads, og han kritiserede derfor Aristoteles` teori. Han mente også, at de skiftede plads for at kunne hvile sig, hvilket sikkert er rigtigt, men påstod enddog, at have observeret, at nogle af de bagved flyvende individer sov, og hvilede deres hoveder på de foran flyvende individer.

På Fuglehåndbogen på Nettet kan du få en lidt mere opdateret version af fugletrækket, og hvordan det fungere.

Med venlig hilsen

Bjarne Bo

Venligst Log ind for at kommentere