Fuglesang – Nattergal

Fuglesang – Nattergal

Nattergalen er almindelig yngletrækfugl i det østlige Danmark, også i Østjylland, men vest for den jyske højderyg bliver den mere fåtallig. Danmark ligger i øvrigt på den vestlige grænse for nattergalens udbredelse. Syd og vest for os afløses den af den sydlige nattergal, som er en fåtallig men dog årlig gæst i Danmark. Nattergalen er udbredt fra Danmark, det sydlige Skandinavien og ind over Rusland til et stykke ind i Centralasien.

Den yngler i fugtigt krat i moser, langs åer og søer (den sydlige nattergal træffes ofte på mere tørre lokaliteter).

Nattergalen blev tidligere anbragt sammen med drosler, men er nu placeret sammen med rødhalse, rødstjerte etc. (se under Fuglesan – Rødstjert).

De fleste af vore trækfugle trækker mod syd eller sydvest, men nattergalen er en af dem der trækker mod sydøst til sit vinterkvarter i Sydøstafrika. Den ankommer med nogle få stykker i slutningen af april, men det store indryk sker først hen imod midten af maj. De forlader os allerede igen i løbet af august. Det er dog kun i maj og juni, når de synger, at man rigtigt lægger mærke til dem, da de ellers lever skjult.

Den trækker langt, som nævnt helt til det sydøstlige Afrika, og en af de metoder den benytter til at navigere på trækket er jordens magnetfelt. I Skåne lavede man et eksperiment, der har vist, at den ved hjælp af magnetfeltet kan bestemme hvor den befinder sig. På trækket, skal den efter at have passeret Nildalen, begive sig hen over et stykke af Sahara, hvor der er meget lidt tilgængelig føde, og den må derfor opbygge et fedtdepot. I forsøget snød man nattergalene, og udsatte dem for det magnetfelt der findes på deres rasteområde, lige inden de trækker over ørkenområdet. Det fik nattergalene til at tro, at de befandt sig i Afrika, og de begyndte hurtigt at opbygge fedtreserver. Kontrolgruppen der var udsat for magnetfeltet i Skåne, undlod som vanligt, at opbygge fedtreserver, da der ned igennem Europa er rigeligt med fourageringsmuligheder. Figuren i linket her under skitserer resultaterne. Nattergalen kan altså på på baggrund af jordens magnetfelt bestemme hvor den befinder sig!

Nattergal – navigation

Af udseende er nattergalen meget beskeden, hvor den holder sig til gråbrune jordfarver, og da den lever skjult ser man den ikke så ofte, men dens sang er til gengæld smuk, og let at genkende, og har noget mytisk over sig, når den som ene tenor synger om natten. Den synger dog også om dagen, men så er den jo kun en del af det øvrige fuglekor.

Hos den sydlige nattergal har det vist sig, at natsangen fortrinsvis er rettet mod hunner, hvor dagsangen, som er mere enkel, er rettet mod andre hanner, som territorieforsvar. Sangen består af en række fløjt og snerrende/skrattende lyde (sydlig nattergal mangler snerre/skrattelydene.

Link til nattergalens stemmer på Xeno-canto: http://www.xeno-canto.org/species/Luscinia-luscinia

Et almindeligt kald er et hiid   –   hiid, et fint zi og et mere groft rullende kerr.

 

Venligst Log ind for at kommentere