Fuglesang – musvit

Fuglesang – musvit

Musvitten er næsten allestedsnærværende, i skov, på landet og i byerne. Det er en af de flittigste gæste ved foderbrætterne om vinteren og i redekasserne i foråret og om sommeren.

De fleste kender musvittens totonede sang di-dy di-dy di-da ti-ty ti-ty osv osv. Den enkelte musvithan har et mindre repertoire typisk 3-7 sange, som den kan veksle imellem, når den synger sin sang fra forskellige sangposter rundt om i territoriet.

Link til musvitstemmer på Xeno-canto: http://www.xeno-canto.org/species/Parus-major

Den bliver på grund af sin rytmiske stemme også kaldt savfileren, da det kan minde om den ensartede rytme fra en sav der trækkes frem og tilbage.

De oven for beskrevne lyde er musvittens typiske sang, men den kan også efterligne andre fuglestemmer, f.eks. blåmejsens, som den i nogen grad konkurrerer med om redehuller, så sangen kan undertiden lyde lidt anderledes.

Den har en række kald, f.eks. pink eller pink-pink flere, men flere kald er ofte sammensatte f.eks. zi-pink-dæ-dæ-dæ, eller et andet dyi-dyi, eller igen tvi-tvi. Så er der naturligvis det høje næsten ikke hørbare siie som de bruger, når der kommer en rovfugl som spurvehøgen forbi. Det deler den med mange småfuglearter.

Fuglesangen har to hovedfunktioner, dels at etablere og forsvare et territorium, dels at tiltrække en mage. Territoriefunktionen er illustreret i linket her under.

Musvitsang som territorieforsvar

De enkelte musvitter kender hinanden individuelt, og gør det på stemmen, ligesom vi kan genkende hinanden på stemmen. Illustrationen her under skitserer et forsøg som efterviser stemmegenkendelsen.

Musvitsang og individuel genkendelse

Mvh

Bjarne Bo

Venligst Log ind for at kommentere