Et par gode nyheder – læs endeligt!

Efter beretningen om de horrible tilstande i Middelhavslandene med hensyn til illegal fangst og jagt på småfugle og rovfugle, er det på sin plads med et par gode fortællinger.

Den ene drejer sig om gribbene på det indiske subkontinent, hvor flere arter har været nær udryddelse på grund af brugen af et antiinflammatorisk medikament Diclofenac, som er blevet (bliver) brugt til at behandle kvæg. Gribbene som lever af døde dyr og i høj grad af kvæg dør, når de æder kvægådsler, der har været behandlet med Diclofenac.

Allerede i 2006 blev det i Indien forbudt at anvende medikamentet til kvæg, men en formulering til human brug kunne stadigvæk købes, i ret store pakninger, der stadigvæk gjorde det rentabelt og praktisk at anvende til kvæg, hvilket det så er blevet.

Den indiske regering har nu forbudt store pakninger overhovedet, og legalt må man nu kun sælge pakninger med én human dose. Det vil sige, at det bliver uøkonomisk at anvende på kvæg, i forhold til andre medikamenter.

Lidt malurt er der dog altid i bægeret. Man er begyndt at producere Diclofenac til brug i Italien og Spanien, hvor Spanien er det vigtigst område for gribbe i Europa, og EU, hvor der var noget man kunne bruge det til, kan ikke beslutte sig til at forbyde, eller anbefale ikke at bruge Diclofenac. Beskæmmende.

Læs mere på:

http://www.birdlife.org/asia/news/major-breakthrough-fight-save-asian-vultures-extinction?

Den anden gode beretning fra Birdlife International er, at man nu i meget stor udstrækning er begyndt at bruge afværgemekanismer ved langlinefiskeriet efter tun, hvor der ellers er gået mange albatrosser til (som den sortbrynede der besøger Danmark i ny og næ).

Albatrosserne gik ofte på maddingen på langlinekrogene og druknede. Nu har man fået indført, at mindst to ud af tre metoder skal anvendes ved langlinefiskeri, for at hindre albatrosserne i at tage maddingen, og dermed blive kroget.

Den ene metode er at placere kraftigt farvede strimler af plast over langlinen, hvilket skræmmer albatrosserne. Den anden er at anbringe lodder på linerne, så krogen med madding hurtigt synker, og derfor hurtigt kommer udenfor albatrossernes synvidde. Den tredje er at sætte lys langs linen om natten.

Metoderne er effektive, og kan hjælpe med til at reducere antallet af albatrosser, der går til på grund af fiskeriet. Det er estimeret at ca. 100000 albatrosser hvert år er omkommet på grund af langlinefiskeriet.

Læs, se og hør mere på Birdlife Int.

http://www.birdlife.org/worldwide/news/how-save-albatrosses-bycatch-video

Som altid interessante artikler fra Birdlife International!

Mvh

Bjarne Bo

Billedet er af en havørn, den har nogenlunde størrelsen der svarer til gribbene og albatrosserne.