Kategoriarkiv: Blog

Er sex kun til for forplantning?

Ja, i bund og rund er det jo nok, men det er ikke altid det umiddelbare formål med det.

Går man bare halvtreds år tilbage, var det den generelle opfattelse, at de fleste fuglearter dannede par, og så blev en lille kernefamilie, i det mindste i den pågældende ynglesæson.

Siden har man studeret familieforholdene hos mange fuglearter nøjere, og konstateret at forholdene faktisk ikke er helt så rosenrøde i de små fuglefamilier. Utroskab, har det vist sig, er almindeligt forekommende hos en stor del af fuglearterne, i nogle tilfælde er det konstateret, at over 50% af rederne har unger af en anden far end den sociale partner, f.eks. hos rørspurven.

Hos rovfuglene står det tilsyneladende ikke så grelt til, selvom det forekommer. Hos tårnfalke er frekvensen af unger med andre fædre end den sociale partner ganske lav. Her forekommer dog af og til bigami (polygyni – en han har to eller flere hunner).

Hannerne kan anvende forskellige metoder til at undgå uægte unger i familien. Overvågning og bevogtning af hunnen er en måde, og det er f.eks. vist hos stenpikkere. En anden måde er mange parringer med ægtemagen, så skulle det ske, at hun tager et lille svinkeærinde, vil den fremmede hans sæd i det flest tilfælde blive udkonkurreret af ægtefuglens sæd.

En undersøgelse i Canada af parringsadfærden hos den amerikanske tårnfalk viste, at parringer, eller at sex i dette tilfælde, mest havde at gøre med parsammenhold og sikkert til vurdering af partnerens kvalitet. (Et individ af amerikansk tårnfalk har i efteråret huseret på Nivå Golfklubs arealer, sidst rapporteret den 11. januar i år, så vis man bor i nærheden af golfklubben kan man jo tage et kig efter den der. Det er utvivlsomt en fangenskabsfugl der er sluppet fri).

De amerikanske tårnfalke er i det undersøgt område trækfugle, og pardannelsen sker ved ankomsten til ynglepladsen. Det viste sig at parringerne begyndte umiddelbart efter ankomsten og pardannelsen , og de var hyppigst med 1-2 parringer i timen i perioden før hunnen er fertil (beregnet til 12 dage før første æg bliver lagt). I den fertile periode faldt antallet af parringer til 0,5-1 parring i timen. Parringerne blev  dog lidt længervarende i den fertile periode, med en varighed på gennemsnitligt 7 sekunder mod 5 sekunder i den præfertile periode. I den præfertile periode tog han og hun nogenlunde ligeligt initiativ til parringerne.

Konklusionen af undersøgelsen blev, at den megen sex i begyndelsen af parforholdet kan ses som både frieri, og bekræftelse af parforholdet, og tillige som et redskab til at vurdere partnerens kvalitet (det kræver jo en del energi).

Ligner det noget fra en anden dyreart?

Foråret nærmer sig og Ole Sarvig kommer i et af sine digte ind  på denne årstid. Han er iøvrigt en fantastisk lyriker, der har overordentlig god sans for naturen. Han er absolut værd at læse! Nedenstående to vers er fra hans debutsamling “Grønne Digte” og er fra digtet “Grønne Gårde”

“Nu skriger ensomme fugle/i de store skove,/og dyrenes hove tegner lange kæder i sneen,/ – men lyset stiger bag bakken/og får magt,/det lysner bag skovene,/og de første fugle ventes over land/

De lange kiler!/Som slanke både sejler de somren ind,/kommer jagende i den kolde luft,/lokket af lyset.”

Mvh

Bjarne Bo

Billedet er af en tårnfalk, gammel han.

Blondine eller brunette – eller bare kommunefarvet

Som jeg skrev forleden, begynder musvågernes forårstræk snart. Musvågernes fjerdragt er meget variabel i farven, lige fra helt lys, nærmest hvid, til meget mørk.

Musvågerne opdeles i tre farvegrupper, lyse, mellem og mørke. Der er flest af de mellemfarvede.  Den mørke farve skyldes farvestoffet melanin, og melaninniveauet hos et individ afspejler sig således i fjerdragten.

Det er ikke ualmindeligt i dyreverdenen, at der er forskellige farvevarianter (morfer) hos en art. Et klassisk eksempel er birkemåleren, som i naturlige omgivelser er lys, men i industriområder, hvor træernes bark bliver sodet til og er mørk, er de mørke. Birkemålere er bliver ædt af fugle, og på de lyse stammer er de mørke varianter lettest at få øje på, og bliver derfor i større udstrækning ædt af fuglene, omvendt på de mørke tilsodede stammer.

En tysk undersøgelse satte sig for at forklare, hvorfor der eksisterer forskellige farvevarianter eller morfer af musvåger, og hvorfor mellemformen er den mest hyppige. Det var nok ikke som birkemålerne, fordi den ene variant blev ædt oftere end den anden.

Det viste sig, at forklaringen var parasitter, en kombination af effekten af ektoparasitter (f.eks. lus) og endoparasitter (f.eks. blodparasitter). Ungerne af de mørke former, viste det sig, blev i højere grad end de lyse former angrebet af en blodsugende flue (en ektoparasit). Forklaringen her er ikke helt klar, men generelt viser det sig at fluer, f.eks. tsetsefluer i højere grad sætter sig på mørke overflader, måske fordi de er varmeelskende, og mørke optager mere varme end lyse.

Omvendt var de lyse varianter, i langt højere grad en de mørke, befængt med blodparasitter (endoparasitter), og forklaringen er her at melanin, som virker beskyttende mod endoparasitter, holder niveauet nede hos de mørke former. Både ektoparasitterne og endoparasitterne svækker de inficerede individer, og deres overlevelseschance er mindre.

Mellemformerne producerer således flere unger end de to yderpunkter, og der holdes en slags balance imellem de forskellige farvevarianter. I det mindste er ovenstående en væsentlig del af forklaringen på de forskelligt farvede musvåger, selvom der også kan være andre årsager.

Den gyldne middelvej er altid god at betræde, ser det ud til.

Billedserien viser forskellige farvevarianter af musvåger.

Mvh

Bjarne Bo

 

Kernefamilie vs storfamilie

Jeg skrev forleden om skægmejsens særlige fordøjelses system og dets tilpasningen til vinterføden. Jeg har også tidligere, på min forrige blog, skrevet om jernspurvens noget komplicerede familieforhold. Skægmejserne lader ikke jernspurvene meget efter.

Skægmejserne kan enten yngle enkeltvis eller i kolonier, og man kan stille spørgsmålet, hvad der forårsager de to yngleformer? Det stille liv i en kernefamilie eller det mere livlige i en koloni? En østrigsk undersøgelse (Hoi & Hoi-Leitner, Behav. Ecology 1997)

Skægmejser er socialt monogame, dvs. at de holder sammen parvis, i skægmejsernes tilfælde nok i hele levetiden, men det udelukker dog ikke at der forgår ting og sager imellem ikke partnere.

Hos de par der yngler enkeltvis ser det ud til at parret lever i en tryg kernefamilie, uden illegitimt afkom til nogen af siderne. Hos de kolonirugende er billedet noget anderledes. Over 40% af rederne indeholder unger af anden far end den sociale, og ca. 20% af ungerne har på samme måde anden far. Desuden er der afkom af en anden mor i næsten 20% af rederne og ca. 5% af ungerne har anden mor.

I undersøgelsen var de koloniynglende hunner signifikant større end de enkeltvis ynglende, og undersøgelsens konklusion var, at det var de stærkeste hunner, der stod for den koloniynglende adfærd. For på den måde at få adgang til parring med flere hanner. Andre undersøgelser har vist, at hunnerne hos skægmejsen ofte opfordrer ikke sociale partnere til parring, for derefter at flyve op, med en hale af hanner efter sig, og i sidste ende parre sig med den af forfølgerne der var hurtigst.

En anden ting som undersøgelsen viste var, at længden af hannernes skægstribe havde betydning for, hvor mange uægte unger der var i reden, jo længere skægstribe, jo færre uægte unger. De langskæggede hanner brugt desuden mindre tid med rugning og fodring af unger. Tiden er åbenbart gået med skægsoignering og med at holde andre hanner væk.

Skægmejserne ligner os ikke af udseende, men måske en hel del i adfærd:-)

Læs mere om Skægmejsen

Mvh

Bjarne Bo

 

Vinter – forårsfornemmelser delvist på stand-by

Så fik vi lidt vinter, og reaktionen kom prompte. Masser af fugle ved foderbrættet, så en opfyldning om dagen er ikke nok. I dag, skovspurve og grønirisker (i tital), godt med bogfinker, kvækerfinker, stillitser, musvitter, lidt færre blåmejser, solsorte, et par ringduer, en tyrkerdue, en rødhals, en enkelt gråspurv og ikke mindst en kernebider. Muligvis flere, da det kun er øjebliksbilleder.

Mejserne, musvit og blåmejse var ellers så småt gået igang med med at synge, men nu er der fuldt op at gøre med at finde energirig føde (solsikkekerner), og sang og etablering af territorium må vente lidt.

Det er dog ikke alle, der helt har opgivet. Jeg har udsigt til en lille rågekoloni, og hver morgen, nok en times tid, er de første forbi, for at lægge billet ind på de bedste pladser, centralt i kolonien.  Det fungere på samme måde som nu i udsalgstiden, det gælder om at stå først ved døren. Et puf med skulderen kan dog også anvendes, hvis man er lidt stærkere end den, der reelt var der først. De overnatter dog stadigvæk på deres vinternatrast med fæller fra andre kolonier.

Er man i nærheden af en skarvekoloni, vil man givetvis, på samme måde, se de første fugle ved kolonien, omkring dette tidspunkt.

Mvh

Bjarne

PS: Der er nye billeder af hvinand og kernebider.

Forskellige fortællinger – forskellige tilhører

Jeg har i det seneste par indlæg skrevet lidt om fuglesangen, som snart stunder til. Den er meget varieret, hvilket man hurtigt kan overbevise sig om, med en tur i skoven en tidlig forårsmorgen. Det kræver en indsats, men netop fuglenes sang kan være et godt redskab til identifikation, og når der kommer blade på træer og buske, måske den eneste måde.

Ud over at den er den fineste musik, er fuglesangen fascinerende med  dens forskellige funktioner.

  • Etablering og forsvar af territorium
  • Tiltrækning af en mage
  • Stimulering af magen

Nogle fuglearter har en forholdsvis stereotyp sang, der ikke veksler meget, f.eks. gærdesmutten, men andre varierer sangen konstant, og synger ikke den samme sang to gange, f.eks. kærsanger. De kan også variere sangen alt efter modtager. Er den en rivaliserende han, der trænger sig på, får den en aggressiv version, er det en mage der skal tiltrækkes bliver tonen mere indsmigrende, og skal magen stimuleres til det mere huslige, bliver tonen diplomatisk.

Måske ikke så ulig noget vi kender fra hverdagen.

I vedhæftede illustration har jeg skitseret en oversigt over fuglesangens vigtigste funktioner. I den kommende tid, vil jeg på “Fuglehåndbogen på Nettet” beskrive de forskellige funktioner mere detaljeret, og hvordan de enkelte fuglearter bruger sangen som kommunikationsmiddel. Nogle er klart mere avancerede end andre.

Klik for fuld størrelse

Fuglesang-funktioener-skematisk

 

Mvh

Bjarne Bo

Billedet er en løvsanger

 

Morgenstund har støj i mund

Som jeg skrev om i går, er der en del af vore fugle, der begynder “forårssangen” allerede om vinteren. En af dem er solsorten, som på gode dage i februar kan begynde at øve sig med den såkaldte subsang. Faktisk er der enkelte der ytrer sig  det meste af året. Jeg har selv oplevet solsortsang en juleaftensdag, tidligt om morgenen.

Solsorten var tidligere, for 100-150 år siden, udelukkende en skovfugl, men i vore dage bor de fleste, som os, i byer eller landsbyer.

I skoven er der om natten og morgenen stille og roligt, og solsorten begynder at synge i dæmringen,  omkring en time før solopgang, når det borgerlige tusmørke sætter ind.

I byerne er udfordringen lidt anderledes, der er ofte lys hele natten, og om morgen, i myldretiden når folk skal på arbejde stiger Støjniveauet gevaldigt. Fuglene, her solsortene, reagerer på det høje støjniveau ved b.la. at hæve stemmen, både hvad angår styrke og tonehøjde. Stemmestyrken, for direkte at konkurrere med støjen, og tonehøjden for at synge i et frekvensområde, hvor støjen ikke er så kraftig. Den menneskeskabte støj er forholdsvis lavfrekvent, og ligger i underkanten af de fleste fugles stemmeleje. Hæver fuglene så tonehøjden lidt, undgår de den værste maskering af deres sang og kommunikation.

Solsortene reagerer også adfærdsmæssigt på lys og støj. En  undersøgelse i Leipzig, hvor man har parker der meget ligner de naturlige natmørke og stille levesteder, solsortene har, til parker med lys, og naturligvis meget oplyste og støjende områder. I de stille parker begyndte solsortene morgensangen på stort set samme tidspunkt som i skovområder, altså ca. en time før solopgang. I de oplyste men stadigvæk relativt stille parker begyndte solsortene morgensangen ½ til godt 1 time tidligere. I område med megen støj i myldretiden begyndte solsortene morgensangen endnu tidligere, op til 2 timer tidligere end normalt, altså tre timer før solopgang. Det sidste, naturligvis for at nå, at vise sin tilstedeværelse, og sende sine beskeder ud, før de ellers ville drukne i trafikstøjen.

Mvh

Bjarne Bo

Læs mere om fugle i byen, se under fuglenes biologi fuglenes urbanisering

Musvitterne går igang tidligt

I weekenden tager vi fat på den sidste vintermåned, og foråret med fuglesang kan snart begynde. Vel, nogle af fuglene er allerede begyndt at ytre sig. På lyse og gode dage, er musvithannerne allerede så småt igang med at etablere deres territorier, hvor de fra  forskellige sangposter lader deres dy-di, da-dy og så videre lyde. En enkelt musvithan har 4-6 forskellige sange, som den veksler imellem. Fuglehannernes sang har to hovedformål, at etablere et yngleterritorium, og at tiltrække en hun.

Førstnævnte funktion, etablering af territorium blev allerede i midten af 1970erne undersøgt, på genial vis, af en ornitolog i Oxford John Krebs. I et mindre skovområde identificerede han alle (8) territoriehævdende hanner i området, og en morgen i februar gik han ud og indfangede dem. Dernæst placerede han højtalere i de ledige territorier (flere i hvert af territorierne, for at illudere de musvitternes vekslen imellem sangposter). I tre af territorierne afspillede han musvitsang, i to af territorierne afspillede han en simpel fløjtelyd, og i de sidste tre var der ingen afspilning. Det viste sig, at de to territorier med simple fløjtelyde, og de tre uden sang, blev besat af nye nye hanner indenfor 8-12  timer (timer med dagslys ca. 9½ time/dag), hvorimod der gik 20 timer med dagslys, over to døgn, inden territorierne med musvitsang blev besat. Forsøget blev gentaget en måned senere, med stort set samme resultat.

Mere om musvitten på http://fuglehaandbogen.dk/tag/musvit/

Hvis man vil lære fuglestemmerne at kende, er det en god idé at begynde allerede nu. Som det fremgår er musvitterne allerede begyndt, og det gælder for de fleste mejser, og lidt efter lidt kommer flere arter med. På klare februardage går solsorten også igang, og de første sanglærker kan også, hvis vejret arter sig, give lyd fra sig. I marts er det højsæson for træløberne. Det er stadigvæk til at holde styr på det, og nogle timer her først på året er givet godt ud. Når de egentlige sangere kommer tilbage i slutningen af april og begyndelsen af maj, bliver det straks mere kompliceret.

 

Mvh

Bjarne Bo

 

 

Hårde frø – hårde vilkår

En af rørskovens små beboere er skægmejsen. Det er en forholdsvis ny ynglefugl i Danmark, de første blev konstateret i midten af 1960erne i Sønderjylland, men nu er de udbredt over det meste af landet, fortrinsvis i kyst og fjordområdernes rørskove, men dog også ved nogle af vore større indsøer. Om vinteren består skægmejsens føde for størstedelens vedkommende af frø fra tagrør, som er svært fordøjelige, men skægmejsen har tilpasset sig

Inden vi kommer skægmejsens fødevalg og fordøjelse, dog lige en kort gennemgang af opbygningen af fuglenes fordøjelseskanal.
Fuglenes fordøjelseskanaler noget anderledes, og lidt mere kompliceret end vores egen.

Den første forskel dukker straks op, fuglene har næb, men mangler tænder, og selvom næbbet hos nogle fugle har riller og kanter, der hos nogle arter (f.eks. kernebidere, der kan knuse frugtstene) til en vis grad erstatter tændernes funktion, er næbbet i de fleste tilfælde ikke velegnet til at knuse eller findele føden, og den sluges for det meste i større eller mindre stykker. Efter næbbet kommer, som hos os, spiserøret, men nogle arter, f.eks. duer har en udvidelse på spiserøret, en kro, som anvendes til at opsamle føde. Den opsamlede føde kan så, enten ædes senere, på et sikkert sted, eller bringes til ungerne. Efter kroen komme en formave, eller kirtelmave, som i det store og hele fungerer som vor egen mave, med udskillelse af saltsyre og fordøjelsesenzymer. Hos os passerer føden derefter direkte til tarmen, hvor den enzymatiske fordøjelse fortsætter. Hos fuglene, derimod, er der her indskudt et ekstra led, i form af en muskelmave, kråsen. Kråsen er opbygget af nogle meget kraftige muskler, og inderst med en meget robust nærmest sandpapiragtig væg, der kan modstår de voldsomme mekaniske påvirkninger. Kalkuner kan finde på at sluge stor fødeemner helt, og kan f.eks. med kråsen, knuse adskillige valnødder i timen, (der er endog et eksempel på at selv et skalpelblad kan findeles), og selvom de fleste rovfugle gylper ufordøjelige rester op, er nogle i stand til at knuse selv større ben med kråsen. I mange tilfælde sluger fuglene sten, som lander i kråsen, og som hjælper med til at male eller findele føden. Fra kråsen fortsætter føden til tarmen.

Skægmejsens føde består om foråret og sommeren hovedsagligt af insekter og andre små hvirvelløse dyr. I efterårs og vinterperioden, fra september/oktober består føden i langt overvejende grad af plantefrø, og især frø fra tagrør. De små tagrørsfrø er meget hårdskallede, er derfor vanskeligt fordøjelige, og de svære at knuse med næbbet. Skægmejsens fordøjelsessystem er imidlertid specialiseret i netop den type frø. I september/oktober når mængden af insekter og andre hvirvelløse dyr aftager, og skægmejsen går over til at æde frø, ændrer kråsens størrelse og struktur sig samtidigt, fra i sommerperioden, når føden består af insekter, at veje fra ½ til ¾ gram, vokser den til at veje fra lidt under 1 til 1¼ gram. Desuden bliver den inderste væg tykkere og hårdere, og der tilføres småsten. Det ser ud til, at det om efteråret er ændringen i dagenes længde der sætter forandringerne i gang. Om foråret derimod, tyder det på, er det fødetilgængelighed og måske temperaturen der styrer udviklingen tilbage til kråsens mindre og blødere sommerstruktur, tilpasset de lettere fordøjelige insekter og andre hvirvelløse dyr. Hårde vintre udgør naturligvis en stor risiko for skægmejserne, men næsten farligere er en mild vinter, der afsluttes med en kold periode, og et koldt forår, da der så ikke er tilstrækkeligt med insekter, men hvor kråsen allerede har fået en struktur, der ikke er effektiv til at behandle de hårde tagrørsfrø. I sådanne situationer, kan en stor del af skægmejserne gå til.

Læs mere om skægmejsen på “Fuglehåndbogen på Nettet” http://fuglehaandbogen.dk/skaegmejse/

Mvh

Bjarne Bo

Drømmer jeg eller er jeg vågen?

Undertiden kan man måske komme i tvivl, men for os mennesker udelukker den ene mulighed dog den anden.

Fuglene er sammen med os, de eneste dyr der har både REM (Rapid Eye Movement) og ikke REM søvn (iREM). iREM søvnen er den dybe søvn, der hos os for det meste forekommer i den første del af søvnen, og hvor vi så at sige helt har slået bevidstheden fra. REM søvnen er letter og mest fremtrædende i anden halvdel af natten, og er bl.a. karakteriseret ved at musklerne afslappes.

Hvis de næste par afsnit bliver lidt tunge (men de giver lidt generel baggrund om søvn), så hop ned til dem om fuglene.

Vi har som bekendt to adskilte hjernehalvdele, der er specialiserede i hver deres opgaver. Det kræver naturligvis, at hjerneaktiviteterne er velkoordinerede, og der er da også en heftig kommunikation imellem de to hjernehalvdele. En del af vort søvnbehov opstår formodentligt på grund af denne heftige kommunikation. Som de eneste andre levende organismer, har fuglene den samme funktionelle opdeling af hjernen.

Hvis man med elektroder måler (EEC Elektroencephalogram) hjerneaktiviteten under REM søvn, vil man se nogle højfrekvente bølger med lav amplitude (udsving), men i en del af iREM søvnen, får hjernebølgerne lavere frekvens og stor amplitude. De højfrekvente bølger med lav amplitude skyldes, at de enkelte hjerneceller kommunikerer med hinanden i et ukoordineret mønster, det vil sige at de enkelte celler kommunikerer med hinanden efter behov, stort set som i vågen tilstand. I iREM søvnen skyldes de lavfrekvente bølger med stor amplitude, at hjernecellerne kommunikerer eller udsender deres elektriske signaler i et velkoordineret synkront mønster. Man tolker det derhen, at hjerne så at sige nulstiller kommunikationslinjerne mellem de to hjernehalvdele. Stort set på samme måde som man af og til, når ens browser bliver lidt langsom, lige må genstarte computeren.

Som nævnt har fuglene som os en todelt hjernefunktion, og de har ligeledes både REM og iREM søvn. De har formodentligt også nogenlunde det samme søvnbehov som vi har, men trækfuglene som krydser store havområder, og flyver uafbrudt i adskillige dage, ligesom de fugle, der er i luften næsten året rundt (f.eks. mursejleren), kan man forestille sig, har lidt af en udfordring. Hvordan flyve og sove samtidigt?

Fuglene har en unik egenskab, dog delt med havpattedyrene, idet de kan sove med kun den ene hjernehalvdel ad gangen. Det vil sige, at de kun lukker det ene øje, men har det andet åbent. Så kan de skifte lidt i løbet af natten (eller dagen for den sags skyld). Det er dog kun den den langbølgede IREM søvn der soves ensidigt. REM søvnen foregår med begge hjernehalvdel samtidigt. Samlet set har fuglene, som nævnt ovenfor, nok ca. samme søvnbehov som os, men hvis forholdene kræver det (f.eks.ved lange trækdistancer) opdeler de søvnperioderne i kortere tidsrum. Hvor vi opererer med timer, kan fuglene opdele deres søvn og vågen tilstand i perioder af 3-5 minutter. De har desuden en langt kortere andel af REM søvn (måske 10% i forhold til vores ca. 50/50 opdeling). REM søvnen er der hvor musklerne afslappes, og det kunne jo blive fatalt under flyvningen.

En anden situation, hvor fuglene benytter sig af den ensidige søvn, er når de raster. I en flok andefugle har man konstateret, at de fugle der står yderst i en flok, har det udadvendte øje åbent, men det der er vendt mod flokken lukket. De fugle der står midterst og i sikkerhed sover med begge øjne lukkede.

Nej, vi kan ikke, men fuglene kan sikkert drømme og være vågne samtidigt.

Mvh

Bjarne Bo

 

Det er dejligt at være på ferie – men!

Velkommen til min blog på “Fuglehåndbogen på Nettet”.

Det er dejligt at være på ferie – men!

Hvorfor nævne ferie, jo, en stor del af vore sangfugle trækker til Afrika i vinterhalvåret, og det er naturligvis rart at være i varmen, hvor der også er rigeligt med mad, frem for den kolde nordiske vinter.

Det er dog ikke ganske risikofrit. Tropisk Afrika er kendt for sine mange tilfælde af malaria, som er en af de helt store dræbere, og man skal være meget påpasselig, hvis man besøger de mest udsatte områder.

Det samme gælder faktisk for fuglene, selvom det er andre malariaformer, har de samme effekt, nogle af de smittede fugle dør akut, andre får kroniske infektioner. En undersøgelse af konsekvenserne for svenske drosselrørsangere er netop blevet publiceret i tidsskriftet Science (347 – 23. januar 2015). En undersøgelse der strakte sig over 25 år.

Når man sammenlignede ikke inficerede med kronisk inficerede drosselrørsangere, viste det sig, at deres gennemsnitlige levealder faldt fra 2,5 år til 1,7 år, hvilket så betød, at de kronisk inficerede ynglefugle i gennemsnit kun fik en ynglesæson, hvor de ikke inficerede fik 2. Det medførte videre at den gennemsnitlige totale livstids ungeproduktion for de inficerede fugle kun var 4, mod 8,6 hos de raske individer.

Årsagen til den kortere livslængde hos de inficerede fugle er en accelereret ældning. Når celler deles, bliver kromosomerne trukket fra hinanden, og holdt på plads af nogle trådlignende organeller, såkaldte telomerer. For hver celledeling bliver de kortere, og på et tidspunkt så korte at celledelingen ikke længere kan finde sted, og cellen dør. De inficerede drosselrørsangere, viste det sig, havde signifikant kortere telomerer end de raske fugle, tilstrækkeligt til at forklare den tidligere ældning og død. Det viste sig desuden at unger af kronisk inficerede hunner kom til verden med kortere telomerer end unger af ikke inficerede, og at effekten af malariainfektionen, således fortsatte i de ny generationer.

Det er dejligt at være på ferie, men der kan også være en risiko forbundet med det, og for trækfuglene er det en af de farer de bliver udsat for, oveni at blive ædt som en delikatesse af en franskmand eller græker.

Med venlig hilsen

Bjarne Bo

I mangel af et drosselrørsanger billede, har jeg sat en rørsanger ind. der er næsten kun størrelsen til forskel