Globetrotterens lange rejse

Havterner hører til de fuglearter der foretager de længste årlige vandringer.

Rekorden indehaves i øjeblikket af en engelsk havterne der yngler på Farnes Island i det nordlige England. Den klokkede 96.000 km på GPS´en i løbet af et år.

I Skotland er der netop fundet en død terne, som nåede den anseelige alder af 32 år.

Det er en imponerende alder for en lille fugl som en havterne, men endnu mere imponerende er det, at den igennem livet har rejst omkring 3 millioner kilometre eller ca. 70 gange rundt om jorden ved ækvator!(hvis det regnes ud efter ternen fra Farnes Islands).

Havternerne yngler på den nordlige halvkugle, helt op i Arktis, men de overvintrer i Sydpolarhavet, og nogle når helt ned under New Zealand inden de begiver sig vest og derefter nord på igen.

Gad vide, hvornår disse lange rejser for havternerne bliver forbudt, der må blive produceret en hel del kuldioxid på de ture.

Med venlig hilsen

Bjarne Bo

Husskaderne bliver ofte ildeset, og nogle betragte dem som skadedyr. Det er imidlertid ligeså forkert som at tro, at navnet har noget at gøre med at skade noget eller nogen. Det kommer af et gammelt udtryk for trætop eller spids, og henfører formodentligt til den lange hale. På samme måde har en rokkeart, med langs spids hale, også fået navnet skade.

Husskaderne tager, til manges fortrydelse, en hel del æg og unger af de fuglearter som lever i haverne, og det er ganske naturligt, at fugle og andre dyr udnytter de ressourcer der er til rådighed, men det gør dem ikke umiddelbart til skadedyr.

I linket ar jeg beskrevet nogle eksempler på, hvordan fuglene udnytter de ressourcer vi mere eller mindre ufrivilligt stiller til rådighed for dem.

Med venlig hilsen

Bjarne Bo

Vi er kommet et stykke forbi vinterfodringen, men der er netop udgivet en artikel (Kate E. Plummer et al, The composition of British bird communities is associated…: Nature Communications, doi.org/10.1038/s41467-019-10111-5), der beskriver vinterfodringens påvirkning af fuglebestandene i beboede områder, og måske endda mere generelt.

Fodring af vilde dyr og fugle, tilsigtet eller utilsigtet, kan have stor indflydelse på bestandene. F.eks. har gæssene taget vinterafgrøder som raps og hvede til sig, og det er formodentligt en af de vigtigste årsager til, at vi har grågæs om vinteren og at bramgåsebestanden har fået den størrelse den har.

Englænderne har i mange år været flittige til at fodre fugle om vinteren, og man har siden 1970erne gennemført landsdækkende undersøgelser af både antal og hvilke arter der kommer på besøg ved havernes foderpladser.

I begyndelsen var det ofte blandet husholdningsaffald der blev lagt ud, men efterhånden kom solsikkefrø til, og siden midten af 1990erne og specielt efter årtusindeskiftet er fodringen blevet langt mere varieret med forskellige frøblandinger rettet mod specifikke artsgrupper og arter. Hvor man i 1970erne kunne købe omkring ti forskellige produkter er der nu langt over hundrede forskellige muligheder.

Artiklen anvender de systematiske registreringer til at følge udviklingen i artssammensætningen, diversiteten og bestandene af de forskellige fuglearter.

I den 40årige periode fra begyndelsen af 1970erne til 2012 er der registreret hele 133 arter ved foderpladserne i haverne, som i øvrigt udgør omkring en fjerdedel af det samlede bebyggede område i Storbritannien.

I perioden er der sket en markant forøgelse af antallet af forskellige arter der anvender havernes foderpladser om vinteren, hvor to alene arter i 70erne udgjorde 50% af antallet af besøgende fugle skulle der i 2010-12 hele syv arter til for at nå op på en 50% andel. For 80% er tallene hhv. 8 og 17 arter. Diversiteten er altså steget.

En række arter har været hyppige i hele perioden, og det er de samme som vi kender fra vores egen vinterfodring, solsort, blåmejse, musvit, grønirisk og jernspurv, og som er registreret i stort set alle haver.

Nogle er gået tilbage, f.eks. sangdroslen som er gået fra registrering i 90% af haverne om vinteren til ca. 55% besøg ved foderpladserne. Andre der ikke har været så hyppige, men også er gået tilbage er arter som rørspurv og sumpmejse

Arter der derimod er gået frem er f.eks. stillits, der i 70erne kun blev registreret i 5% af haverne, men i den sidste periode er helt oppe på omkring 85% registreringer. En anden er halemejse der er gået fra ca. 20% til ca. 80%.  Stor flagspætte er også gået frem fra ca. 20% til ca. 65%. Det er den generelle tendens, at de fleste arter er gået frem i registreringerne.

To arter, som også er registreret i langt flere vinterhaver, er spurvehøgen og munken. Spurvehøgens fremgang skyldes at den, netop i den 40årige periode som er anvendt i undersøgelsen, generelt er gået meget frem, dels på grund af fredning og dels på grund af forbud mod brug af gifte som DDT (gjorde æggene tyndskallede). For munkens vedkommende skyldes det, at en del tyske og østrigske munke fra slutningen af 1950erne begyndte at overvintre i England i stedet for deres traditionelle vinterkvarter på den Iberiske Halvø, og at det er vinterfodringen i England der er årsagen til at nu over 10% af munkene overvintrer i England.

Ud over, at både artsantallet og diversiteten af fugle er steget i vinterhaverne, har vinterfodringen tilsyneladende også haft indflydelse på størrelsen af de enkelte arters bestande, således, at de arter der udnytter vinterfodringen er gået frem i antal, hvorimod bestandene af de arter der ikke udnytter vinterfodringen, i gennemsnit, er uændrede.

Et andet studie har beregnet, at energiindholdet i vinterfoderet i de engelske haver kan holde liv i næsten 200 millioner individer.

En tredje ting er, at britiske blåmejser og musvitter er blevet slankere i løbet af perioden, og det skyldes formentligt kombinationen af to ting, dels at der med stor sandsynlighed er forventeligt at der er føde at finde næste dag, og at individerne derfor ikke behøver at sikre sig mod flere dage uden føde, dels, at spurvehøgen igen er til stede, og at det er en ulempe at være for velpolstret med fedt, når man i en fart i et overraskelsesangreb skal væk i en fart. Det drejer sig om brøkdele af sekunder, og et ekstra gram kan være afgørende.

Konklusionen er, at vinterfodring kan have afgørende effekt både på individer og på størrelsen af bestandene.

Venlig hilsen

Bjarne Bo