Alle indlæg af BjarneBo

Globetrotterens lange rejse

Globetrotterens lange rejse

Havterner hører til de fuglearter der foretager de længste årlige vandringer.

Rekorden indehaves i øjeblikket af en engelsk havterne der yngler på Farnes Island i det nordlige England. Den klokkede 96.000 km på GPS´en i løbet af et år.

I Skotland er der netop fundet en død terne, som nåede den anseelige alder af 32 år.

Det er en imponerende alder for en lille fugl som en havterne, men endnu mere imponerende er det, at den igennem livet har rejst omkring 3 millioner kilometre eller ca. 70 gange rundt om jorden ved ækvator!(hvis det regnes ud efter ternen fra Farnes Islands).

Havternerne yngler på den nordlige halvkugle, helt op i Arktis, men de overvintrer i Sydpolarhavet, og nogle når helt ned under New Zealand inden de begiver sig vest og derefter nord på igen.

Gad vide, hvornår disse lange rejser for havternerne bliver forbudt, der må blive produceret en hel del kuldioxid på de ture.

Med venlig hilsen

Bjarne Bo

“Skadefugle”

Husskaderne bliver ofte ildeset, og nogle betragte dem som skadedyr. Det er imidlertid ligeså forkert som at tro, at navnet har noget at gøre med at skade noget eller nogen. Det kommer af et gammelt udtryk for trætop eller spids, og henfører formodentligt til den lange hale. På samme måde har en rokkeart, med langs spids hale, også fået navnet skade.

Husskaderne tager, til manges fortrydelse, en hel del æg og unger af de fuglearter som lever i haverne, og det er ganske naturligt, at fugle og andre dyr udnytter de ressourcer der er til rådighed, men det gør dem ikke umiddelbart til skadedyr.

I linket ar jeg beskrevet nogle eksempler på, hvordan fuglene udnytter de ressourcer vi mere eller mindre ufrivilligt stiller til rådighed for dem.

Med venlig hilsen

Bjarne Bo

Dværgrørvagtel Zapornia (Porzana) pusilla

Dværgrærvagtel

Dværgrørvagtlen er en meget lille sumphøne, den er på længde med en sanglærke, men har meget større ben og især tæerne er lange, så den kan bevæge sig rundt på blødt underlag og på flydevegetation.

Hovedudbredelsen er sydøstlig, fra Ukraine og i et bælte øst over igennem Asien nord for Himalaya. Desuden er der spredte ynglebestande i Nordvesteuropa med Nederlandene som det nordligste. De største bestande i Europa findes på Den Iberiske Halvø. Disse bestande er trækfugle, men den findes ligeledes som standfugl i det sydlige Afrika og i Australien.

I Danmark er den en sjælden strejfgæst, hvor den registreres nogle få gange i løbet af et årti. Senest i 2019 (Vaserne ved Birkerød). Undertiden forekommer småinvasioner til det nordvestlige Europa og 2019 er netop et sådant år, hvor der har været registreret udsædvanligt mange dværgrørvagtler i Belgien og Nederlandene.

Den lever skjult, og opdages ofte på stemmen, som består af en række smældende lyde, som det kan høres på linket til Xeno-Canto herunder, der også viser dens udbredelse.

https://www.xeno-canto.org/species/Porzana-pusilla

Af udseenede er den som nævnt meget lille, på længde med en sanglærke. Den har blygrå underside, hvor det blygrå går op på halsen og kinden.Den har sorte og hvide tværbånd på den nederste del af bugen. Oversiden er brun med mange hvide pletter. Næbbet er grønligt.

Dens habitat er sumpede områder med lavt vand og bevoksning af siv, tagrør, dunhammer mm. Er der åbent vand med åkandeblade benytter den gerne disse til fouragering.

Dens føde består først og fremmest af hvirvelløse dyr, vandinsekter og deres larver, men den kan og tage småfisk.

Her kan man se de hvide pletter på oversiden og ane de sort-hvid tværstriber neders på bugen
Undersiden er blygrå og nøbbet er grønligt, den brune overside er antydet, men man kan ikke her se de mange hvide pletter.
Her kan den brune overside og den hvidplettede ryg anes.

Stor hornugle (Bubo bubo)

Stor hornugle

Den store hornugle som er den største af vore ugler (den vejer gennemsnitlig imellem 1,9 (han) og 2 (hun) kg, hvor natuglen ligger imellem 440 og 560 g for hhv. han og hun), var i mange år fraværende fra vor fuglefauna, men et tysk udsætningsprojekt i Schleswig- Holstein har medført, at den er genindvandret til Danmark, og nu yngler flere steder i Jylland, også nord for Limfjorden. Ifølge DOF var der i 2013 70 ynglepar, men nu er der formodentligt en del flere.

Den yngler i større skove og på klipper, men i Danmark er det især nedlagte grusgrave der har tiltrukket den.

Den store hornugle er nataktiv, og føden består først og fremmest af hvirveldyr som mus og rotter op til harestørrelse, men også ræveunger og rålam kan falde som bytte for hornuglen. Fugle indgår også, og selv rovfugle som musvåge og duehøg er registreret som bytte. Desuden hvad der tilfældigt forekommer; f.eks. padder, krybdyr, insekter og regnorme.

Som nataktiv ses den ikke så ofte, men op til yngletiden især høres dens dybe tuden ofte.

Link til stemme (og udbredelse):
https://www.xeno-canto.org/species/Bubo-bubo Link til fjerdragt:
https://www.featherbase.info/en/species/Bubo/bubo

Datatabel for stor hornugle:

Stor hornugle har et meget stort udbredelsesområde fra Vesteuropa og Skandinavien, ind over Rusland, Kaukasus og Sibirien, Centralasien, Indien, Kina og helt til Japan.

Stor hornugle fra stenbruddet i Hardeberga, Skåne

Det er samme billede som det forrige, og det viser hvor godt uglen er kamufleret.


Vinterfodrings indflydelse på musvitters næbstørrelse

Vinterfodrings indflydelse på musvitters næbstørrelse

Størrelsen og udformningen af fuglenes næb er bestemt af flere ting, bl.a. slægtskabet og den føde fuglene lever af, men desuden også at næbbet fungerer som fuglenes hænder når de f.eks. bygger rede.

Mange fugle har forskellige fødetyper på menuen vinter og sommer, hvor de om sommeren ofte æder insekter og andre små hvirvelløse dyr, men om vinteren går over til animalsk føde i form af forskellige plantefrø.

Flere fuglearter og heriblandt musvitter er glade for at udnytte vinterfodring i haverne, og man har overvejet, om det kan have indflydelse på næbbets størrelse. Det er kendt, at gråspurve f.eks. har kraftigere næb om vinteren når de går fra sommerens smådyrsføde til vinterens mere hårde planteføde.

En undersøgelse som sammenligner musvitbestande fra England og Nederlandene (M. Bosse et al, Science 358, pp. 365-368, (2017)), hvor der er forskel på intensiteten af vinterfodring viser, at vinterfodringen formodentligt har en effekt har en effekt på musvitters næbstørrelse.

I linket herunder er der et resumé af undersøgelsen.

http://fuglehaandbogen.dk/wp-content/uploads/2019/06/Næbstørrelse-og-vinterfodring.pdf
http://fuglehaandbogen.dk/wp-content/uploads/2019/06/Næbstørrelse-og-vinterfodring.pdf

Vinterfodrings indflydelse på fuglebestandene

Vi er kommet et stykke forbi vinterfodringen, men der er netop udgivet en artikel (Kate E. Plummer et al, The composition of British bird communities is associated…: Nature Communications, doi.org/10.1038/s41467-019-10111-5), der beskriver vinterfodringens påvirkning af fuglebestandene i beboede områder, og måske endda mere generelt.

Fodring af vilde dyr og fugle, tilsigtet eller utilsigtet, kan have stor indflydelse på bestandene. F.eks. har gæssene taget vinterafgrøder som raps og hvede til sig, og det er formodentligt en af de vigtigste årsager til, at vi har grågæs om vinteren og at bramgåsebestanden har fået den størrelse den har.

Englænderne har i mange år været flittige til at fodre fugle om vinteren, og man har siden 1970erne gennemført landsdækkende undersøgelser af både antal og hvilke arter der kommer på besøg ved havernes foderpladser.

I begyndelsen var det ofte blandet husholdningsaffald der blev lagt ud, men efterhånden kom solsikkefrø til, og siden midten af 1990erne og specielt efter årtusindeskiftet er fodringen blevet langt mere varieret med forskellige frøblandinger rettet mod specifikke artsgrupper og arter. Hvor man i 1970erne kunne købe omkring ti forskellige produkter er der nu langt over hundrede forskellige muligheder.

Artiklen anvender de systematiske registreringer til at følge udviklingen i artssammensætningen, diversiteten og bestandene af de forskellige fuglearter.

I den 40årige periode fra begyndelsen af 1970erne til 2012 er der registreret hele 133 arter ved foderpladserne i haverne, som i øvrigt udgør omkring en fjerdedel af det samlede bebyggede område i Storbritannien.

I perioden er der sket en markant forøgelse af antallet af forskellige arter der anvender havernes foderpladser om vinteren, hvor to alene arter i 70erne udgjorde 50% af antallet af besøgende fugle skulle der i 2010-12 hele syv arter til for at nå op på en 50% andel. For 80% er tallene hhv. 8 og 17 arter. Diversiteten er altså steget.

En række arter har været hyppige i hele perioden, og det er de samme som vi kender fra vores egen vinterfodring, solsort, blåmejse, musvit, grønirisk og jernspurv, og som er registreret i stort set alle haver.

Nogle er gået tilbage, f.eks. sangdroslen som er gået fra registrering i 90% af haverne om vinteren til ca. 55% besøg ved foderpladserne. Andre der ikke har været så hyppige, men også er gået tilbage er arter som rørspurv og sumpmejse

Arter der derimod er gået frem er f.eks. stillits, der i 70erne kun blev registreret i 5% af haverne, men i den sidste periode er helt oppe på omkring 85% registreringer. En anden er halemejse der er gået fra ca. 20% til ca. 80%.  Stor flagspætte er også gået frem fra ca. 20% til ca. 65%. Det er den generelle tendens, at de fleste arter er gået frem i registreringerne.

To arter, som også er registreret i langt flere vinterhaver, er spurvehøgen og munken. Spurvehøgens fremgang skyldes at den, netop i den 40årige periode som er anvendt i undersøgelsen, generelt er gået meget frem, dels på grund af fredning og dels på grund af forbud mod brug af gifte som DDT (gjorde æggene tyndskallede). For munkens vedkommende skyldes det, at en del tyske og østrigske munke fra slutningen af 1950erne begyndte at overvintre i England i stedet for deres traditionelle vinterkvarter på den Iberiske Halvø, og at det er vinterfodringen i England der er årsagen til at nu over 10% af munkene overvintrer i England.

Ud over, at både artsantallet og diversiteten af fugle er steget i vinterhaverne, har vinterfodringen tilsyneladende også haft indflydelse på størrelsen af de enkelte arters bestande, således, at de arter der udnytter vinterfodringen er gået frem i antal, hvorimod bestandene af de arter der ikke udnytter vinterfodringen, i gennemsnit, er uændrede.

Et andet studie har beregnet, at energiindholdet i vinterfoderet i de engelske haver kan holde liv i næsten 200 millioner individer.

En tredje ting er, at britiske blåmejser og musvitter er blevet slankere i løbet af perioden, og det skyldes formentligt kombinationen af to ting, dels at der med stor sandsynlighed er forventeligt at der er føde at finde næste dag, og at individerne derfor ikke behøver at sikre sig mod flere dage uden føde, dels, at spurvehøgen igen er til stede, og at det er en ulempe at være for velpolstret med fedt, når man i en fart i et overraskelsesangreb skal væk i en fart. Det drejer sig om brøkdele af sekunder, og et ekstra gram kan være afgørende.

Konklusionen er, at vinterfodring kan have afgørende effekt både på individer og på størrelsen af bestandene.

Venlig hilsen

Bjarne Bo

Wisdoms fantastiske liv

Wisdoms fantastiske liv

Wisdom er en laysan albatros (billedet er af en rovterne, da jeg ikke har et billede af en albatros, men den er nu også en imponerende fugl) der nu er 68 år gammel, hun har produceret mindst 30 flyvefærdige unger, og ruger nu igen på et tilskud til arvefølgen.

Det er den ældste kendte ynglende fugl. Hun hører til på en koloni på Midway Atollen i Stillehavet nordvest for Hawaii, hvor hun befinder sig omgivet af børn, børnebørn og nok også oldebørn.

Laysan albatrosserne har et kuld om året, men springer nogle år over. De lægger et enkelt æg, som det tager lidt mere end 2 måneder at udruge, og ungerne bliver flyvefærdige efter ca. 5½ måned.

De unge laysan albatrosser begynder at danne par i en alder af 4-5 år, men der går yderligere 3-4 år inden de for alvor begynder at yngle. Den lange forlovelsestid skal nok ses som et tjek på, om det nu er den rigtige partner der er valgt, da de holder sammen for livstid, og da de investerer meget energi i opfostringen af ungerne.

Begge køn ruger, og de skiftes til at tage på fourageringstogter, som kan vare mere end 14 dage og strække sig over 2-3000 km. Man har estimeret, at Wisdom har fløjet næsten 5 millioner km indtil nu,  svarende til omkring 110 gange rundt om jorden langs ækvator.

Kilde: Bird Guides Newsletter 11. december 2018

Med venlig hilsen

Bjarne Bo

Fugletrækket ved Falsterbo (1) – rovfugle

Fugletrækket ved Falsterbo (1) – rovfugle

Siden 1973 har man  systematisk  registreret antallet af dagtrækkende fugle. Det vil sige, at man nu har 45 års kontinuerte data, og kan på den måde følge udviklingen af bestandenes tilstand. Observationsintensiteten og antallet af arter der bliver registreret er med årene blevet udvidet, men man kan stadigvæk med lidt forbehold anvende hele tidslinjen tilbage til 1973.

For de fleste arter rovfugle, som er omhandlet af dette først indlæg, har udviklingen været positiv.

For nogle arters vedkommende var udgangspunktet i 1973 også meget lav, dels på grund af den forfølgelse rovfuglene var udsat for helt op til slutningen af 1960erne, og dels den voldsomme påvirkning, som miljøgifte udsatte fuglene for, igen helt op til slutningen 1960erne.

Det var først her man blev rigt´klar over, hvor ringe tilstand mange rovfuglebestande befandt sig i, men rovfuglene blev fredet, og miljøgifte som DDT og kviksølv blev forbudte.

DDT og beslægtede stoffer var blevet anvendt som insektgifte i landbrug og skovbrug, og man anså dem for stort set udskadelige, da de ikke var akut giftige for hvirveldyr. At de havde alvorlige konsekvenser for fuglene blev man efterhånden opmærksom på, og det blev forbudt.

Det samme var tilfældet med kviksølv, som anvendte kviksølv til at bekæmpe vækst af mikroorganismer i papirmassen i papirindustrien.

Jagt og miljøgiftene blev forbudt og rovfuglebestandene kvitterede med at stige.

Linket herunder  Fugletrækket ved Falsterbo (1) – rovfugle beskriver forholdene for udvalgte rovfuglearter.

Fugletræk fra Falsterbo efteråret 2018

Med venlig hilsen

Bjarne Bo

Fuglekurser vinter og forår 2019

Fuglekurser vinter og forår 2019

Så er vinterens og forårets fuglekurser kommet på nettet.

Der er i alt fem kurser, to i Birkerød (Lær fuglene at kende, og fuglestemmer) to i Solrød (lær fuglene at kende og fuglestemmer) og et på Amager (fuglestemmer).

Der er link til de enkelte kurser her under:

https://greve-solrod.aof.dk/kurser/Friluftsliv/iluften/4500961/

https://greve-solrod.aof.dk/kurser/Friluftsliv/iluften/4500960/

https://nordsjaelland.aof.dk/kurser/Foredrag+og+debat/Landet+rundt/4478531/

https://nordsjaelland.aof.dk/kurser/Foredrag+og+debat/Landet+rundt/4478528/

https://amager.aof.dk/kurser/Friluftsliv/Hus+og+Have/4463445/

Med venlig hilsen

Bjarne Bo

 

Det flyvende politi

Det flyvende politi

Albatrosser er som bekendt truede fuglearter, bl.a. bliver de fanget på kroge ved langlinefiskeri.

Der er 22 forskellige albatrosarter, og 18 af dem er truede arter.

250 albatrosser på de franske øer Crozet, Kerguelen og Amsterdam i det sydlige Indiske Ocean, er blevet udstyret med små transceivere (elektroniske dimser der både kan modtage og sende),

Det primære formål er at studere albatrossernes daglige liv og færden, men forskerne samarbejder med den fransk marine, og formålet med det er at afsløre illegalt fiskeri i de store åbne havområder.

Fiskerne der opererer illegalt slå det sporingsudstyr fra, som de ellers er pligtige til at anvende, men de må nødvendigvis have deres radarudstyr tændt.

Albatrosser tiltrækkes af fiskerbåde da de ofte er forbundet med føde, og derfor også kan være fatale møder for albatrosserne hvis de forsøger at tage en kroget fisk, og blive viklet ind i fiskeliner. Mange tusinde fugle dør hvert år på grund af langline og trawl fiskeri.

Det illegale fiskeri er ved overfiskning en trussel for fiskebestandene, men også en trussel mod albatrosserne, da de formodentligt ikke benytter de metoder der med nogen succes har mindsket antallet af albatrosser der går tabt.

Tranceiverne kan registrere de svage radarsignaler, som de så videresender til den franske flåde der efterfølgende kan opsøge de illegale fiskerbåde.

På den måde, er albatrosserne blevet det  flyvende politi, så pas på, hvis du fisker, og ikke har løst fisketegn, og samtidigt får øje på en albatros.

Med venlig hilsen

Bjarne Bo

Kilde: Bird Guides, 14. november 2018

Da jeg desværre ikke har et billede af en albatros er det en sølvmåge, men hvid er den da.